Home » Kastrater » GIP DK LovelyCoons Theodor » Spontant knækket lårbenshals

Spontant knækket lårbenshals

Dette er egentlig ikke en hemmelighed, men jeg orkede bare ikke massernes kække kommentarer, derfor jeg ikke har delt offentlig før nu. Så spørg endelig og senere på året, håber jeg at få skrevet en artikel til KatteMagasinet; for trods overskriften, så er det faktisk en meget positiv beretning 🙂

Theodor blev opereret mandag d. 15. januar 2018 for “Spontaneous capital femoral physeal fracture in a cat” og som det hedder på regningen fra Michael Schaap “Amputation af caput femoris (kat)” For de som vil vide lidt mere er der denne artikel fra Canada som beskriver operationen https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3685007

Efter knap 3 uger fra han blev opereret, så løber han, hopper op på stole, løber på trapper og mosler med Fiona; som sagt en meget omfattende operation, men også meget vellykket og den bedste beslutning jeg kunne tage.

Perioden op til operation
Theodor havde tabt sig i løbet af efteråret 2017 og jeg syntes han var anderledes, ikke noget jeg som sådan rigtigt kunne sætte en finger på, men blot anderledes. Havde ham med på udstilling hos Jyrak midt i november 2017 og spurgte alle der gad høre på mig, hvad de syntes om ham. Ingen sagde andet end han var fin og i top showcondition. Han blev også NOM, så ja han var i fin form.

Billedet her er fra 28. oktober fra verdensudstillingen i Haag.

I starten af december var han et par dage hos mine forældre og de kommenterede, at han var lidt mere klumpet end han plejede at være, men ja ikke sådan mere end “hahaha han er altså motorisk udfordret den kat”.
I midten af december var han igen et par dage hos mine forældre og der var de noget bekymret, han havde decideret fejlet et par spring og dermed faldet ned fra et par borde.

Jeg havde mellem de to besøg også selv blevet ved med at holde øje med ham og havde lagt mærke til, at han ikke brugte sine bagben særlig meget, jeg undersøgte dem grundigt og over flere gange, men der var ikke noget, der synligt virkede til at give ham smerte. Dog bestilte jeg en tid på Nordre Dyrehospital i Lystrup for at få set på de bagben. Jeg havde lidt loxicom tilovers fra Chap og gav Theodor halv dosis af det Chap fik og det virkede til han fik det lidt bedre og gik lidt mere på sine bagben. Dvs. han fik 2 streger, ikke meget til en kat der vejer 7,5 kg, men nok til at jeg kunne se en forandring.

Onsdag d. 27. december mærker Jacob Andersen ham igennem, han er dyrlæge og kiropraktor, så Theodor var i meget kompetente hænder. Intet som Jacob gjorde ved ham gav nogen form for reaktion, men Jacob kunne jo også godt se, at Theodor gik med meget lav bagkrop, sådan lidt som schæferhunde gør. Det eneste der fik en reaktion fra Theodor, men det var så også med både kraftigt hvæs og piv, var da han blev stillet på bagbenene og strakt ud i fuld længde. Hold da op både Jacob og jeg blev overraskede/forskrækkede, for det gjorde virkelig ondt på Theodor, det var jo helt tydeligt med den reaktion.

Jeg bliver sendt hjem med Theodor og loxicom (smertestillende) og fik en tid til røngten af Theodors hofter d. 8. januar. Jeg tænkte jo straks både HD og SMA og alle mulige andre sygdomme 🙁

I de 10 dage der gik til røngten fik han 4 streger loxicom hver morgen, dvs. ca halv dosis og nu kunne jeg virkelig mærke en forandring på ham, både på forbedret gang og på humør.

D. 8. januar fik jeg så svaret; ja det var jo både en god og en dårlig nyhed. Den gode var at det ikke var HD, det ville også havde undret mig meget, da han kommer af HD frie liner; den dårlige var så at hans højre lårben var brækket og det venstre så ud til at være tygget i af mus :-O

Det var Jacob, som foretog røngten og Michael var inde over for sikkerhed på diagnosen. Dette er ikke Theodor, men billedet fra artiklen. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3685007/figure/f1-cvj_07_698/?report=objectonly

Diagnosen er, at på over middelvægtige hankastrater og så siamesere, sker det en sjælden gang, at overgangen mellem lårben og hoftekugle ikke vokser sammen, eller kun vokser delvist sammen. Blodforsyningen stopper til området og knoglen visner væk og kommer til at ligne hullet ost.

Der er kun to ting at gøre, enten så opererer man eller også så afliver man. Katten skal jo ikke gå på brækkede ben! Det var en nem beslutning for mig, Theodor er kun lige fyldt 2 år og ellers en sund og rask basse; så selvfølgelig skulle han opereres.

Mandag d. 15. januar blev han opereret i begge sider, for som Michael konkluderede, når det venstre allerede så så galt ud, er det bedre at operere i begge sider med det samme. Det var og er jeg helt enig i, fuld narkose skal ikke foregå for tit, hvis det da kan undgås. Jeg fik lov til at få ham med hjem med det samme på betingelse af, at jeg kunne holde ham under observation og at han ikke fik lov til for meget. Jeg tænkte lidt: ”I har lige opereret begge hans lårben, mon han kan så meget”. Det ville så vise sig at det kunne han 🙂
Pga. kæmpe arbejdspres i den periode kunne jeg ikke selv være hjemme den første uge, men heldigvis ville mine forældre passe ham. Lånte et udstillingsbur af Lisbeth og Esben, således der var en tryg ramme til ham.

Allerede onsdag, altså inden for 2 døgn efter operationen, var han oppe og gå, ja det var noget slinger, man han gik! Jeg er stadighed totalt forbavset over, at han i det hele taget kunne. Dette billede er også fra artiklen, men det viser at efter operationen, så er der ikke kontakt mellem hofte og lårben. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3685007/figure/f2-cvj_07_698/?report=objectonly

De havde gemt knoglerne til mig, ikke noget vi havde talt om, men de havde nok læst mig til, at jeg ville være nysgerrig nok 😉 Jacob vidste at højre lårben var helt knækket over og da han ville vise mig brudlinjen på venstre knogle, knækker den så også helt. Så ja, det var den rette beslutning at klare begge ben på samme tid.

Han var i bur i en uges tid og kom ud, når han kunne være 100% overvåget. Den første uge var han ikke så meget for at komme ud, jeg havde Fiona med ovre hver gang, jeg så til ham, ca. hver anden dag, og det virkede til de var glade for at se hinanden. Den anden uge begyndte han at gå væsentlig mere og begyndte også at æde som en tøndetæsker. Dette har ikke haft negativ indflydelse på hans appetit 🙂

20.01.2018 Liggende taffel, mere af magelighed end nødvendighed. 5 dage efter operation.

Var til check med ham fredag d. 26. januar og der fik han ”all clear” fra Michael. Theodor gik og han hoppede op på min store transportkasse og i det hele taget megakæk. Han kom dog med hjem til mine forældre igen, da de mente Fiona ville være for vild for ham. Ja, hun er lidt af en tumlegøj og de sætter hinanden op og så stabil var han heller ikke. Gå og hoppe ja, men kun når ro og under kontrol.

Fra d. 26 januar, dag 11 fra operationen og så til jeg hentede ham hjem i fredag d. 02.02.18 gik det bare hurtigt med at lære nye ting. Så kunne han hoppe op på yndlingsstolen, så kunne han, med hjælp, gå op af trapper, så luntede han i hælene på min mor når hun vandede blomster etc. Torsdag d. 1 februar var han selv gået i kælderen. Min far gik dernede og de troede ikke Theodor ville gå ned af trapper, men det ville han så 🙂 Dette er 16 dage efter at begge lårbenskugler er opereret væk! Katte er imponerende!

Så lang historie til ende – Theodor har det mægtigt, har været i haven i flere timer her i weekenden og han har det bare så godt. Nu skal der bare tid og flere muskler til, så ender det nok med at jeg knap vil kunne se han er blevet opereret.

Ja han render rundt med barberede hofter, fordel at være creme, så ses det ikke så tydeligt. 03.02.2018 19 dage efter operation, hvis man kigger godt efter kan man se den nye pels som et tyndt dunlag

Lidt spøjst ser han ud med, men det hindrer ham ikke I at komme ud i hans elskede have og ud i frosten.

Jeg har fortalt dette til en del og har endnu kun mødt en anden som nok også havde en kat som blev opereret for det samme.
Snakket med en anden som har haft to katte som, af andre årsager, har fået foretaget næsten samme operation.

Det er reelt set den samme operation som for HD. Så vidt som jeg kan forstå så er denne lidt mere, da lårbensknoglen også bliver skåret en del af. Som Michael så direkte sagde, så skæres det væk af knoglen som er tydeligt uden blodforsyning, derefter raspes der knogle væk til det bløder for at være sikker på at der kun er sund og rask knogle tilbage. Lyder lidt drabeligt, men forklarer det jo meget godt.

Theodor har jo, som alle vel ved, taget en kæmpe stor bid af mit hjerte og efter denne omgang er jeg kun endnu mere fortabt i ham.

Han er så sej, ja dyrlægerne sagde han ville være fit for fight næsten med det samme, jeg troede nok ikke helt på det.

Det gør jeg så nu! Det er imponerende hvor hurtigt han er kommet sig og nu har jeg igen min dejlige hyggelig smile basse igen.

Ja det har været noget af en omgang for mig også – først bekymringen “hvad kan der være galt, hvorfor vil han ikke hoppe mere osv.” til at få ham opereret i en periode, hvor jeg bare på ingen måde selv, havde tid til at tage mig af ham. Indlægges ville jeg meget nødigt at han skulle. Nordre ville helt sikkert tage sig super godt og prof. af ham, ingen tvivl overhovedet om det, blot er en indlæggelse altid mere stressende end at komme hjem i vante omgivelser. Dernæst at han var nødt til at være hos mine forældre, der dog har passet ham til UG med kryds og slangler og alt muligt godt, men igen jeg kunne ikke se ham så ofte.
Så ja, stressende, ikke at jeg ville kunne have gjort noget andet, men ja puha min januar har været noget af en “rejse i følelsernes vold” 😉

Knap 5 uger efter operation
Det går meget hurtigt fremad og for over en uge siden kom han af med alt smertestilende.
Der var en morgen, hvor han var noget mat, sådan feberagtig slatten. Hans blinkhinder gik nogle mm ind på øjet, så ja jeg var ikke glad ved det. Ringer til dyrlægen og snakker med sygeplejersken og vi bestemmer at se tiden an til middag. Kl 11.15 stod fyren op, havde indtil da ligget på min seng, og gik rundt og der var intet som helst galt med ham. Jeg endte dog med at tage til dyrlægen om eftermiddagen og der var han frisk og ingen feber eller noget som helst andet. Michael mente, at det nok var en reaktion til loxicom. Så jeg stoppede totalt med at give ham smertestillende fra den dag af. Siden har han haft det super godt.
I dag var så iøvrigt først dag han vandt det daglige kapløb med Fione ned til min reflectionpool. Kapløbet går ud på hvem, der får den anden moslet til side i døren og så i helt udstrakt løb ned til vandet 😉 Bare jeg lige havde haft kamera til at tage det – hvor sejt at han kan strække helt ud i løb og samtidig holde Fiona stangen. Så ja, her går det godt

Jeg må indrømme jeg var lidt skeptisk over om jeg skulle operere ham, fordi det, i mit hoved, var så kæmpestort et indgreb og jeg ikke helt magtede at se alle vinkler på det. Ja, det er et stort indgreb, MEN han var gående på dag 2 og efter 5 uger tonser han rundt uden smertestillende! Ja, han er en ungkat og stærk kat, så ja, skulle jeg nogenside komme ud for noget lignende, så vil jeg til enhvertid operere igen.

Operationen koster mange penge, endda rigtigt mange penge og jeg er selvforsikret, men taget i betragtning af, hvor mange der bliver sat i sving på dyrehospitalet, så er det ikke i min begrebsverden ikke dyrt. Jeg er jo så i den heldige situation, at jeg har luft i min økonomi til at klare sådan en udgift her, men det har så også lært mig at have katte på det her niveau, så skal min dyrelægekonto have lidt mere i buffer. Operationen ville sikkert kunne få en del støtte i en forsikring, men da jeg jo som sagt selvforsikret er det ikke noget jeg ved i detaljer. Fuld respekt for dem som ikke ønsker at bruge så mange penge på en kat. For mig var der kun operation der var en mulighed.

7 uger efter operationen
Ihhh kattemor er stolt!!! Theodoristen hoppede på i øverste hylde på klatrestativet. Han hoppede fra den rundepude, det er et afsæt på 60-70 cm!

Han havde ikke tid til at være fotomodel, der var en hale der skulle soigneres. Men jeg siger jer, da han ramte plet i første spring og kiggede ned på mig ved computeren, der var der sejr i blikket! Det var 15. januar han blev opereret, så lige knap to måneder var han om at lære det. Jeg ved godt katte er fantastiske væsner – og dette er da endnu et eksempel!!

Det er nu 3,5 mdr siden Theodor blev opereret og han er stort set fit-for-fight.

Jeg var jo ved at lave nyt køkken det forår og d. 30.04.2018 kom de sidste skabe på plads og jeg fik en dygtigt sæt-på-plads-assistent.

Hylden Theodor ligger på er i 93 cm højde og 37 cm bred og der er afsæt fra glat flisegulv. Han hoppede derop af helt egen vilje; jeg stod ikke og lokkede eller nowe.

Og ja det klarede han da som en mis 😉

Jeg er totalt imponeret af ham – katte er altså fantastiske!! Og ja skabet er tørret af igen.

Men ja det er gået helt vildt hurtigt og han galopperer rundt og mosler med Joy og Fiona og er i det hele taget en rigtig bølle 🙂

Han er tilbage på 7,8 kg som han var sidste efterår, hvor han begyndte at tabe sig. Han mangler stadig noget muskelmasse på baglårerne, men sådan som han tonser rundt, skal han nu nok få det lagt på hen over sommeren. Han elsker at løbe fra den ene ende af haven til den anden under fuld damp. Så er det bare med at komme af vejen ellers løber han gennem dig 🙂

Nedenstående billede er fra 06.05.18 dvs. ca 4 måneder efter han blev opereret.